Foder
Dværgpapegøjer kræver som udgangspunkt ikke den helt store fodring, i forhold til andre fuglearter. Det betyder dog ikke, at de intet kræver. Der er utrolig delte meninger om, hvad fuglene skal have og ikke skal have, men jeg vil prøve at give en beskrivelse at det mest basale, og om mine erfaringer med hvad det kræver, for at få et godt avlsresultat.
Basis

Hoveddelen af dværgpapegøjernes foder bør bestå af en god parakitblanding. Gerne en grov en og uden solsikke. Solsikker er fede og næringsfattige. Køb derfor en blanding uden solsikke og tilsæt selv solsikke i mindre mængder. Om vinteren er solsikke gode, hvis fuglene går ude. Der findes mange forskellige mærker og kvaliteter af parakitblandinger. Jeg har selv gennem tiden brugt mange forskellige slags. Det vigtigste er kvaliteten af frøene. Det kan tit være svært at vurdere hvorvidt blandinger er gode, eller ikke. Men der er dog et par ting man kan gøre, for at tjekke blandingen. Man kan prøve et par forskellige blandinger, og se hvilken blanding fuglene spiser mest op af. Udover det kan man prøve at spire frøene. Dette gøres på samme måde, som når man spire frø til dværgpapegøjerne. Opskriften findes længere nede. Hvis frøkvaliteten er god, spire frøene også godt. Vælg altid den blanding med højst spiringsevne. Altså den blanding hvor flest frø spire. Jeg bruger selv en blanding fra Natural Brande, som hedder grov parakit lux og som er med bla. Små græskarkerner og rønnebær. Men der findes mange andre rigtig gode blandinger
Frugt og grønt

Hønsegræs, salater og mælkebøtter
Det er vigtigt med noget frugt og grønt, som er fyldt med vitaminer. Desværre kan dværgpapegøjerne fremstå ekstrem kræsne, men for det meste handler det om tilvænning. De spiser ikke ting, de ikke kender. Det har jeg et godt eksempel på. Efter en fugletur med to venner, skulle vi hjemad. Den ene fuglemand havde en kasse fyldt med dværgpapegøjer, og den anden en kasse fyldt med spurvepapegøjer. Begge kasser fik en halv rød peberfrugt til hjemturen. Da vi kom hjem, åbnede vi begge kasser. Spurvepapegøjerne havde totalt splitter peberen ad, og det hang på alle kassens indvendige sider. Dværgpapegøjer havde ikke engang kigget på peberen. Den var bare blevet trykket ned i bunden. Det er et godt eksempel på, at dværgpapegøjerne ikke spiser ting, som de ikke kender. Når det er sagt, skal man ikke droppe frugten og det grønne. Det er en vigtig del af deres foder, for at få et perfekt resultat. Det kræver en del tålmodighed og tilvænning at få dværgpapegøjer til at spise alt frugt og grønt. Det handler om at prøve sig frem og have tålmodigheden. Personligt har jeg gode erfaringer med gulerødder, æbler, majs og en masse grønt. Det kan være hønegræs, mælkebøtter, salattyper osv. Det er vigtigt at bruge forholdsvis økologisk frugt og grønt. Af ting som dværgpapegøjer ikke kan tåle, kan nævnes avokado, som er dødeligt for fugle.
Ægge- eller opmadningsfoder

Dette protein-foder går under flere navne, men grundstammen
er den samme. Æggefoder er baseret på æg, som indeholder en
masse gode proteiner. Udover æg består disse blandinger oftest
af en form for bagværk eller sandkage, som fylde og en god
portion vitaminer. Æggefoderet bruges som tilskudsfoder til
fuglene og er specielt godt mens fuglene opmader unger. Der
findes en masse gode blandinger på markedet, men man kan også
selv lave en god blanding af hårdkogte æg og rasp. Personligt
har jeg brugt flere forskellige blandinger og har været ret glad
for Orlux gul Gold paté, som er en fugtig æggefoder tilsat
honning. Lige nu er jeg gået over til en blanding fra Witte
Molen, som dufter af appelsin og indeholder Probiotika.
Probiotika er de gode bakterier, som hjælper fuglene med at
holde maven i orden. Det er mælkesyrebakterier. Det bruges meget
til papegøjer med dårlige mave og unger, for en god start på
livet. Det er same bakterier, som findes i cultura og paraghurt,
som tages før man tager på ferie, for at undgå dårlig mave.
Fordi Witte Molens blanding indeholder Probiotika, har jeg valgt
at bruge denne blanding. Og fuglene spiser også rigtigt godt af
den. Men som sagt er der en masse andre goder blandinger på
markedet. Prøv dig frem. Man kan eventuelt selv tilsætte noget
vitamin-pulver til æggeblandingen.
Spiret frø

Spiret frø, hvor kimene kun lige har brudt skallen
Udover en tør frøblanding og grønt er spiret frø en grundpille i dværgpapegøjernes foder. Ved at spire frø, kan man mere end fordoble frøets næringsværdi. Frøets mængde af vitaminer og mineraler stiger dramatisk. Spiret frø er utroligt vigtigt for mange fuglearter. Til dværgpapegøjerne kan det bruges på flere forskellige måder. Den mest almindelige måde er at bruge spiret frø, som opstart til ynglesæsonen. Man begynder stille og roligt at give fuglene spiret frø i foråret, som så sætter gang i fuglene og deres hormoner. Sammen med det gode vejr og friske grene, er spiret frø en god måde at få fuglene klar til avlssæsonen. Andre bruger spiret frø til ungerne, som har lettere ved at optage spiret frø. Jeg har også selv brugt spiret frø til ungerne, når de er fløjet fra kassen, og til de udfarver. En simplere version af spiret frø er opblødt frø, som simpelthen bare er frø der har stået 12-24 timer i vand. Næringsværdien er ikke helt så stor, som i spiret frø. Når man spirer frø er det vigtigt at spiren, eller kimen, kun lige bryder skallen. Den må endelig ikke blive for lang og slet ikke grøn. Når den lige har brudt skallen, er næringsværdien på sit højeste. Bliver den grøn, er det det samme som salat og andre grønne ting. Der er flere måder at spire frøene på, men her er den mest almindelige. Du skal bruge en sigte/dørslag, en skål og et syltetøjsglas.
Frøblandingen skylles under rindende vand, til frøet er helt rent. Så hældes det i syltetøjsglasset og dækkes med koldt vand og låget lægges løst ovenpå. Jo større glas, med mere vand, jo bedre. For at forhindre mug og skimmelsvamp kan man hælde en teskefuld Atamon i vandet. Frøet skal nu stå i 12-24 timer i blød. Vandet må meget gerne skiftes flere gange i denne periode. Når tiden er gået hældes frøet over i sigten og det skyldes rigtig godt under koldt vand. Det er ekstremt vigtigt at man skyller frøet lang tid, og til frøet dufter dejligt frisk. Herefter ryster man sigten, og derefter placerer den i en passende skål og lægger en plexiglas-plade over eller en avisside. Der skal kunne komme lidt luft til frøet. Efter endnu 12-24 timer er frøene klar til at blive serveret for fuglene. Gennem hele processen skal ALLE redskaber, som bruges i processen, være pinligt rene. Frøet har meget let ved at mugne og god hygiejne er altafgørende. Hvis frøet skulle være mugnet under processen, bør det kasseres og man må prøve igen. At servere muggent frø for fuglene, kan have fatale konsekvenser. Så brug Atamon og hav en uhyggelig god hygiejne.
Man kan både købe færdige spireblandinger eller selv lave dem. Der findes en masse gode færdigblandinger og jeg kan kun anbefale at man prøver sig frem. Laver man den selv, skal man være opmærksom på at frøene man bruger, er af god kvalitet. En blanding kan eksempelvis bestå af 25 % hvede, 25 % solsikke og 50 % parakitblanding. Dette er selv den blanding jeg bruger, men man kan også nøjedes med kun at spire hvede, eller solsikke og hvede. Mulighederne er uendelig, og mit bedste råd er at prøve sig frem.
Når man serverer spiret frø, kan man evt. hælde vitamin-pulver udover. Nogle bruger også andre ting at blande i, som eksempelvis revet æble og gulerod, hvidløgspulver og grønne sager.
Vitaminer
Der findes mange forskellige holdninger om ekstra vitaminer og mineraler. Min holdning er positiv. Jeg tror det er godt at give papegøjerne lidt ekstra vitaminer, i form af et pulver eller andet. Men det er også ekstremt vigtigt ikke at overdoserer vitaminer, da dette kan være katastrofalt. Der findes et kalkprodukt med vitaminer, som hedder Vi-spu-min. Det står for vitaminer, sporingstoffer og mineraler. Det er især brugt af duefolk, men også mange papegøje folk bruger dette produkt. Det består hovedsageligt af kalk, men også vitaminer og andre mineraler. Dosering er svær og der er faktisk ingen grundregler. Jeg giver selv fuglene 2 spsk. Vispumin til 300-400gr spiret frø. De får kun vitaminer over det spiret frø, én gang om ugen. Der findes andre former for vitaminer og mineraler, men dem har jeg ikke stor erfaring med. Vispumin fungerer efter min mening godt.
Har du spørgsmål eller kommentarer omkring fodring af dværgpapegøjer, er du altid velkommen til at kontakte mig

ULOVLIG KOPIERING AF BILLEDER OG TEKST TOLERERES IKKE!