Dilute jordbærhovedet - Lilianae

© Alle billeder og fugle er fra Frans Mulder, Holland



Jordbærhovedet dilute grøn

Indtil for nylig har der ikke fandtes nogle artsrene mutationer i jordbærhovedet. Kun lutino er opstået hos den jordbærhovedet, men man er ret enige om, at de ”jordbærhovedet” lutino der i dag findes i Europa, er parret sammen med de andre arter og dermed ikke artsrene mere. I 2005 lå der to ”gule” fugle i reden ved to grønne jordbærhovedet, hos en opdrætter i Tyskland. I 2006 lå der ingen ”gule” unger i reden, men i 2007 var der igen ”gule” unger i kassen og det blev til i alt 4 ”gule” unger den sæson. Manden var imidlertid ret ked af sine unger, da hans rene jordbærhovedet grønne nu havde fået mutations unger, og det var ikke lutino, altså måtte det være en ikke-artsren mutation – Troede han. Han kontaktede derfor en kendt hollandsk opdrætter, Frans Mulder, i februar 2008. Helmut Gölz, som opdrætteren hed, ønskede at købe lutino jordbærhovedet af Frans Mulder. Desværre var alt udsolgt på det tidspunkt, og Mulder måtte beklage ikke at kunne sælge ham lutino jordbærhovedet. Helmut Gölz fortalte om sine gule unger og de blev enige om, at han skulle sende et billede. Kort efter modtog Frans Mulder nogle billeder og han så straks, at fuglene på billedet ikke var pastel eller pastelIno som antaget. De blev enige om at mødes og kigge på fuglene. Mulder så med det samme at fuglene var dilute, en mutation han kendte fra sodbrunhovedet, hvor den opstod i Danmark i midten af 1990’erne. Mulder fortalte, at det var dilute og at det højst sandsynligt var en ny mutation – og at den var meget speciel. Helmut var stadig ikke imponeret, og ville gerne bytte de to medbragte dilute fugle for lutino jordbærhovedet. De byttede fugle og begge var yderst tilfredse. Senere i 2008 byttede Frans Mulder sig til 2 dilute mere og nogle split fugle. Helmut havde på daværende tidspunkt udelukkende koncentreret sig om rene, gode grønne jordbærhovedet.
Flere folk satte sig ned og prøvede at gøre rede for, hvordan det hele hang sammen. Fjer fra dilute fuglene blev sendt til fjerundersøgelse hos MUTAVI, som senere bekræftede at der var tale om en dilute jordbærhovedet mutation.
Helmut Gölz havde i en årrække avlet med gode naturfarvet jordbærhovedet fra anerkendte tyske opdrættere, som blandt andet H. Eschenbacher og Holger Bördner. Dilute fuglene blev født fra en stamme grønne jordbærhovedet, hvor der i mindst 20 år kun har været ynglet med grønne jordbærhovedet.

Ud fra fuglenes udseende og karakteristika, fjerundersøgelsen og ovenstående informationer, blev det fastslået fra MUTAVIs side, at vi rent faktisk har med en artsren mutation af den jordbærhovedet dværgpapegøje at gøre og ikke en transmutation.
Desværre vil man aldrig kunne bevise dette 100 %, fordi dilute første gang opstod hos den sodbrunhovedet i midten af 1990’erne. Denne tvivl vil altid eksistere, men alt taler for at dilute er opstået hos både sodbrunhovedet og jordbærhovedet. Ud fra historien og fuglenes udseende at dømme, er der intet som tyder på det modsatte. De dilute der findes i jordbærhovedet har alle karakteristika for en god jordbærhovedet og er overvældende gode fugle.

 

NOTE: Disse jordbærhovedet dilute vil kun være artsrene, så længe at man parrer dem på gode grønne jordbærhovedet og ikke parrer dem med transmutationer, som eksempelvis blå, som er overført fra rødhovedet.




Jordbærhovedet dilute grøn

Tak til Frans Mulder, Dirk van den Abeele og Jos Beulen for informationer