"Blitz-skæret" på den sodbrunhovedet
dværgpapegøje

Sodbrunhovedet grøn - Naturfarvet
I et stykke tid nu, har jeg hørt flere
og flere snakke om ”blitz-skæret” på sodbrunhovedet
dværgpapegøjer, og jeg bliver jævnligt spurgt herom. En gang
for alle: Må en sodbrunhovedet dværgpapegøje have et
turkisagtigt skær over overgumpen? Selvfølgelig må der
ALDRIG – og jeg mener ALDRIG være antydning af violette fjer
i overgumpen på en sodbrunhovedet. I neutralt lys skal
gumpen være grøn og ikke andre farver. Dog har den artsrene
sodbrunhovedet et skær på og omkring overgumpen på billeder,
når der bruges blitzlys eller fuglene ses i skarpt sollys.
Dette er helt naturligt, og alle sodbrunhovedet har dette.
Jeg har nu gennem nogen tid undersøgt påstanden om, at dette
skær ikke skal forekomme på en artsren sodbrunhovedet, og
jeg må konkludere at samtlige 200 +/- sodbrunhovedet jeg har
fotograferet gennem tiden har det. Specielt ses det, hvis
blitzen overkompenseres, eller hvis billederne tages i
kassebure, hvor de hvide overflader reflekterer det hårde
lys fra blitzen. Hvorfor er dette så ikke beskrevet i
litteraturen? Årsagen hertil burde være ret klar for de
fleste: da man fandt de første sodbrunhovedet dværgpapegøjer
tvivler jeg stærkt på, at de stod med et kamera og blitzede
løs på fuglene i den afrikanske mark. Jeg har efterhånden
set en del sodbrunhovedet i hele Europa, og har mange gange
set fugle på BVA udstillingen, som er verdens største. Jeg
har set billeder fra Australien, Philippinerne, USA og stort
set hele det europæiske kontinent m.m. og alle disse fugle
har haft dette skær over gumpen på billeder, hvorpå blitz er
brugt. En gammel fuglemand nævnte sidste gang diskussionen
var oppe at vende, at alle sodbrunhovedet har dette skær, og
at de også havde det dengang for over 40 år siden, da han så
dem første gang. Endnu vigtigere har jeg set HVAD der sker,
når en sodbrunhovedet rent faktisk parres med andre arter. I
Holland findes jo knap nok andet. En hver person med
forstand og kendskab til transmutationer og sodbrunhovedet
dværgpapegøjer ville aldrig sætte spørgsmålstegn ved,
hvorvidt de omtalte sodbrunhovedet er artsrene pga. et skær,
som forekommer på billeder med blitz. Enhver der har set
transmutationer og ikke-artsrene sodbrunhovedet i Holland,
Belgien mm. ville aldrig være i tvivl om, hvorvidt de danske
stammer af sodbrunhovedet er artsrene. Ydermere skal man
huske på , at vi i Danmark har været forholdsvis isoleret,
hvad angår transmutationer i sodbrunhovedet. Det er først de
senere år, at disse fugle er kommet til Danmark. Dette har
gjort, at vi i Danmark stadig den dag i dag generelt set har
en ubeskrivelig god, og artsren stamme af sodbrunhovedet
dværgpapegøjer – og det er alment kendt blandt erfarne
fugleholdere over hele Europa, at de danske sodbrunhovedet
klart er Europas bedste – og mest artsrene. Det er også værd
at huske på, at mange af de kritiserede danske stammer af
sodbrunhovedet kan spores tilbage, til dengang hvor der ikke
fandtes mutationer at parre over fra andre arter. Og hvorfor
skulle nogen så have parret samtlige danske sodbrunhovedet
med sorthovedet eller rødhovedet dværgpapegøjer? Samtidig er
dette skær ens på alle sodbrunhovedet. Der er ikke tale om
varierende skær over gumpen, hvilket jo sker ved tegn på
transmutationer. Mange bekendt, kan transmutationer i 5-6.
generation kendes ved enkelte violette fjer i gumpen, og det
varierer samtidig meget fra fugl til fugl. Man ser derimod
på ingen måde et skær, som dækker hele gumpen og som er ens
på samtlige fugle. Jeg har personligt, gennem de sidste
mange år, været i Holland/Belgien 2-4 gange årligt – og jeg
har set det meste, hvad angår transmutationer inden for
specielt sodbrunhovedet og jordbærhovedet. Det har ført til,
at jeg i dag gør alt for at bevare artsrene og
transmutations-frie stammer af disse arter – samt deres få
artsrene mutationer. Kun personer med manglende kendskab og/eller
erfaring ville nogensinde betvivle, hvorvidt de gamle danske
sodbrunhovedet stammer faktisk er artsrene. Sagt på en anden
måde: hvis de danske stammer af sodbrunhovedet ikke er
artsrene, så findes der ingen artsrene sodbrunhovedet –
heller ikke i naturen. Dokumentationen for, at de ikke
skulle være artsrene, er mangelfuld og amatøragtig. Den
såkaldte dokumentation består af tre billeder af
sodbrunhovedet taget med blitz, hvor alle har dette skær
over gumpen – altså er de ”ikke artsrene”. Det fjerde
billede, som er af den ”artsrene” sodbrunhovedet, er et
billede fra Spanien taget uden blitz. Josep Bertran – ejeren
af den ”artsrene” sodbrunhovedet og billedet, bekræfter da
meget pudsigt også, at billedet er taget uden blitz. Sjov og
humoristisk argumentation, men uden nogen form for substans.
Denne påstand, må udelukkende bygge på en manglende erfaring
og ekspertise, for en hver person der har kendskab til
sodbrunhovedet – og som har set en ægte hybridicering af
sodbrunhovedet dværgpapegøje, ville aldrig betvivle hvorvidt
dette skær skal forekomme på den artsrene nominatform af
sodbrunhovedet dværgpapegøje. Ydermere er det værd at
bemærke at de personer, som påstår dette, er personer som i
løbet af ingen tid er blevet eksperter, og bruger en god
portion tid på at kritisere andres fugle, mens deres egne
fugle oproses til uopnåelige højder og uden nogen form for
belæg – tværtimod opdrættere af middelmådig kvalitet. Det er
også personer som jævnligt fremsætter andre substansløse
postulater. Men der vil altid være nogle af disse
kværulanter, som mener de er klogere, og har set mere end
Europas mest erfarne dværgpapegøjeholdere – blot ved at have
læst et par bøger. Når alt dette er sagt, skal det også
påpeges, at der uden tvivl befinder sig en god del bastarder
af sodbrunhovedet i Danmark. De er der, og der bliver flere
og flere. Det har jeg desværre måtte sande alt for mange
gange efterhånden. En af årsagerne hertil er klart, at flere
og flere henter sodbrunhovedet (og jordbærhovedet) i Holland
og Belgien i den tro, at fuglene er gode og rene. Desværre
er virkeligheden stik modsat, og man skyder dermed sig selv
i foden. En anden, og måske større årsag til udviklingen i
mængden af bastarder, skal findes i det faktum, at uvidende
og useriøse opdrættere køber sodbrunhovedet og
jordbærhovedet i transmutationer – altså mutationer som er
skabt, ved at parre arterne på tværs. Alt lige fra blå,
mørkfaktor til sortøjet gul og lutino osv. er alle farver,
som IKKE er opstået i de to arter, men parret over fra de
andre to arter (rødhovedet og sorthovedet). De rene
bastarder. I de fleste tilfælde er det useriøse opdrættere,
som beskæftiger sig med dem og derfor ikke engang køber dem
i god kvalitet. DERFOR er det uhyre vigtigt at vi passer på
de, efterhånden få, artsrene sodbrunhovedet og
jordbærhovedet stammer vi har tilbage, og at vi ikke sætter
kunstige kriterier op, for hvordan en artsren sodbrunhovedet
(og jordbærhovedet) skal se ud. Vigtigheden af dette
understreges endnu kraftigere, idet Birdlife International
har givet den sodbrunhovedet dværgpapegøje status som ”Sårbar/udsat”,
og estimerer den vildtlevende population af denne art til at
være på kun 2500-9999 individer. Man bør derfor boykotte alt
opdræt af transmutationer i sodbrunhovedet og jordbærhovedet,
idet det er direkte ødelæggende for den videre overlevelse
af de artsrene versioner af disse arter i fangenskab.
NOTE: Denne liste viser, hvilke mutationer der er opstået i
sodbrunhovedet og jordbærhovedet. Alle andre mutationer stammer
fra sorthovedet eller rødhovedet - altså er det bastarder og
transmutationer.
Sodbrunhovedet: Dilute og misty
Jordbærhovedet: Dilute og NSL ino (De lutinoer, der findes i Europa idag, er med 100% sikkerhed ikke direkte fra den artsrene linie, men har været parret med andre arter, hvilket stadig ses på 99% af alle jordbærhovedet lutino)

ULOVLIG KOPIERING AF BILLEDER OG TEKST TOLERERES IKKE!