Fugleholdet pt

Her vil i kunne læse om årets gang i mit fuglehold. Både i tekst og billeder. Udover det vil i kunne følge udvalgte par og deres yngel.

2010

Rødhovedet: EF slaty/Ino x EF slaty/Ino eller DEC, EF slaty/Ino x EF slaty/Ino

Sorthovedet: Grøn/pastel x Pastelgrøn

2009

Rødhovedet: DEWIno EF slaty x Blå, Grøn x Grøn

Sorthovedet: Grøn x Grøn



Som lovet, så vender jeg hermed tilbage med endnu en beretning om mit fuglehold. For 3. gang i år var jeg en tur i Holland. Først i August havde jeg planlagt en ”besøgs-tur” til Holland og Tyskland, sammen med ingen mindre end, John Larsen og Bruno Solberg. Turen gik til to opdrættere i Holland og derefter to opdrættere i Tyskland. Turens primære mål var et besøg hos Jos Beulen og Burkard Röder i Tyskland. Hos begge havde jeg bestilt en portion jordbærhovedet i super kvalitet. En mere dybdegående artikel om mit besøg vil snart blive tilgængelig her på siden. På billedet længere nede ses nogle af de grønne jordbærhovedet unger, som jeg købte hos Burkard Röder – Mangeårig verdensmester. Læs hele historien i den kommende artikel. Næste weekend går turen for 4. gang i år sydpå. Denne gang er målet BVA – Verdens største dværgpapegøjeudstilling i Belgien, hvor der sidste år var over 2200 udstillede fugle. I de mange år jeg har besøgt udstillingen, har vi aldrig været så mange deltagende fra Danmark, som i år. Det kan man næsten ikke brokke sig over og jeg vil godt garantere en unik oplevelse, for dem som deltager. Dem, som af en eller anden god grund ikke kan deltage, kan forvente en artikel fra udstilling senere på måneden. Nu til beretningen om mit eget fuglehold. Min avlssæson har i år været utroligt givende indtil videre. Desværre er det svært at have så mange fugle, uden at der engang imellem er nogle problemer og udfordringer. Men når blot de kan løses, så er alt godt og man kunne samtidigt tænkes at blive klogere og dygtigere. På nuværende tidspunkt er der lidt unger i kasserne, men ikke så mange som tidligere. Mange af parrene er færdige med 1. kuld og skal (lidt sent) i gang med 2. omgang. Jeg har unger i kasserne hos mange par rødhovedet i forskellige farver, fra min stamme af artsrene sodbrunhovedet grønne og enkelte par sorthovedet. Af de jordbærhovedet har jeg kun ét par i gang og de startede desværre ud med et kuld ubefrugtede. Desværre. Fuglene er 12-14 måneder gamle, så de burde kunne præstere bedre. Mon ikke det bare var en begynder fejl? Det var lidt om situationen, som den ser ud nu. Der sker lidt, men ikke meget. Husk at se de spændende opdateringer hos de 3 udvalgte par fra 2010. Kig øverst på denne side. Der er mange nye artikler på vej på Agapornis.dk, så kig snart forbi igen.

Jordbærhovedet unger fra Burkard Röder. Hele hans stamme er bygget op omkring 6-7 importer - direkte fra Afrika. Mere artsrenhed fås ikke!


Så er den her endelig – Anden beretning fra mit fuglehold. Den kom noget senere end først planlagt, men sådan er det oftest. Eksamener, en pludselig ferie mm. Har taget en del af min tid, men nu sker der igen en masse her på siden. De første par som jeg satte i gang, havde jeg ikke det store held med sig. En del af æggene var ubefrugtet, eller kun få var befrugtet. Med de par som blev sat i gang en måned senere, gik det rigtigt godt og mange af parrene havde 5-6 æg, alle befrugtede og alle klækkede. Jeg havde bla. et par sodbrunhovedet dilute x grøn som i efteråret havde 5 ubefrugtede æg. Jeg var derfor meget i tvivl om hannens kunnen, men i år kom de med 6 æg, alle befrugtede. Og alle 6 klækkede, hvilket er ret godt. Indtil de fik fjer, lå de alle hos parret, men da de begyndte at få fjer plukkede hun dem. Utroligt at hun havde tid til det, når der er 6 sultne unger i kassen. Jeg flyttede to af ungerne op til et par, som kun havde 1 unge. Det gik fint, faktisk overraskende godt. Hunnen stoppede nemlig samtidigt med at plukke de 4 tilbageværende unger. Når jeg skriver plukket, så blev de virkelig plukket! Hun var i gang med slagfjerene og så er det slemt, men det gik som sagt i sig selv, heldigvis. Jeg har et enkelt par, kønstestet vel og mærke, som har bygget verdens flotteste rede, men som ikke vil lægge æg. Udover det er jeg tilfreds med sæsonen indtil nu. I mine volierer med rødhovedet, hvilket er to, har der været en del kaos. De driller hinanden, selvom der er redekasser nok. Problemet er at, det ikke er avlspar, men en masse løse fugle og jeg tror der er for mange hunner. Nu må vi vente og se tiden an, for der er æg i flere kasser, men spørgsmålet er så, om de er befrugtet.

De fire unger der er tilbage, hos parret som klækkede seks. Man kan næsten ikke se, at hun plukkede dem til at starte med.

Sidste weekend i Juni var jeg et smut i Holland med en kammerat, for bla. at afleverer nogle af den efterhånden meget sjældne orangehovedet dværgpapegøje, samt for at hente nogle store papegøjer. Da vi nu alligevel var dernede, så kunne jeg ligeså godt hente nogle fugle, som jeg havde bestilt for lang tid siden. I sodbrunhovedet er der opstået to mutationer, misty og dilute. Dette er de eneste to artsrene mutationer af den sodbrunhovedet dværgpapegøje, alle andre mutationer i sodbrunhovedet er parret over fra de 3 andre arter med hvid øjenring. Altså er det i bund og grund bastarder. Jeg har længe ledt efter misty, og har også fundet lidt, men jo mere man finder, jo mere har man at arbejde med. Problemet opstår i midlertidigt i at folk har parret denne rene mutation med dårlige grønne sodbrunhovedet eller transmutationer, altså mutationer fra de andre arter. Dette gør at mange mistyer også er blå, split blå eller split en helt andet transmutation. Dette har jeg absolut ingen interesse i og derfor har det været ekstremt svært at finde misty, som er avlet på gode grønne, rene sodbrunhovedet og intet andet. Jeg spurgte derfor en, som var en af de første med misty, da den opstod. Han kendte desværre ingen. Lidt tid senere skrev han, at hans ven havde 2 stk. DF misty grøn. Så vidt ejeren vidste, så havde de ikke været parret med noget andet end grøn i de sidste 4-5 generationer. Ydermere havde de været på udstilling og fået 92 point begge to, hvilket er ekstremt godt. Prisen var fin og jeg sagde derfor ja til begge fugle, uden at have set dem. Hvis de var dårlige, røg de bare videre og så var det, dét. Da vi så var i Holland, hentede jeg fuglene. Og jeg blev positivt overrasket. Jeg havde ikke forventet noget videre, men begge fugle var faktisk rigtigt gode. De havde rigtig kropsholdning, næbbet var hvidt ved basis og havde den rigtige form, hovedfarven var god, gumpen var selvfølgelig 100% ren osv. På en skala fra 1-10 vil jeg give dem 9. Deres brystpletter er lidt for små, men ellers er de rigtigt gode. Men det er altid bedre at pletterne er for små end for store, fordi at store brystpletter er karakteristiske ved transmutationer. Så alt i alt er jeg meget tilfreds, og når bare de to fugle bliver parret på de rigtige gode grønne en enkelt gang, så er den hjemme. Nederst på siden finder i billeder af de to omtalte mistyer, begge hanner. Den grønne han, som er med på nogle af billederne, er den han, som jeg fik guld med ved DAKs landskåringsskue tidligere på året.
Jeg havde i forvejen lidt misty og jeg har bla. en EF misty i redekassen. Forældrene lagde 5 æg, kun et befrugtet. Det ene befrugtede æg lagde jeg under et par sorthovedet, hvor det også klækkede og hvor ungen nu ligger. Forældrene fik lov at prøve igen. De tre første billeder nedenfor viser EF misty ungen, som er super god.

Sodbrunhovedet EF misty grøn/dilute, forældrene er grøn x DF misty dilute

EF misty grøn ved siden af en grøn. Forskellen er ikke stor

Hale og gump på EF misty grøn og grøn sodbrunhovedet

Nedenfor er det billederne af de to tidligere omtalte DF misty. Bemærk at næbbet er godt hvidt/lyserødt ved basis, hvilket kun den sodbrunhovedet og jordbærhovedet har og SKAL have.

Grøn, DF misty og DF misty

DF misty

DF misty

Grøn, DF misty og DF misty

DF misty og grøn


Af jordbærhovedet har jeg på nuværende tidspunkt kun sat 1 par op og de er godt i gang med redebyggeriet. Senere på året sætter jeg flere par i gang. Det var en lille beretning, med udvalgte historier, fra mit fuglehold som det ser ud lige nu. Inden længe kommer en beretning mere, forhåbentligt med billeder af endnu flere dejlige unger. Husk også at læse/se min billedartikel fra Loro Parque, den findes under Artikler. Husk også at følge de udvalgte par fra 2010. Find dem øverst på denne side og tryk for at læse mere om de enkelte par. GOD SOMMER TIL ALLE!


Så kommer den første beretning om mit fuglehold fra 2010. Siden sidst er der sket en del omkring fuglene. For det første har det været vinter, hvilket ikke har givet ret mange unger, men lidt er det dog blevet til. Vinteren har været ekstra hård i år og der har ligget sne længere end normalt. Dette har gjort at jeg er kommet senere i gang, end jeg normalt ville. Blandt andet har jeg ikke haft mulighed for at flytte fugle udefra mine volierer og ind i mit opvarmede fuglerum, pga. temperatur forskelle. Og stadig tør jeg ikke flytte fuglene. Derfor har jeg ikke mulighed for at sammensætte alle de par, som jeg havde tænkt mig. Det må vente lidt endnu, til det bliver lidt varmere udenfor. Mit fokus ligger på nuværende tidspunkt på grønne sodbrunhovedet, jordbærhovedet, rødhovedet og sorthovedet. Det er mit mål at have disse 4 arter i suveræn kvalitet, og allerede nu er jeg godt på vej – Hvis jeg selv skal sige det! Ydermere har jeg lidt fokus på mine dilute og misty sodbrunhovedet, de eneste to mutationer som er opstået i sodbrunhovedet. Disse bliver selvfølgelig holdt ude af de grønne. I de rødhovedet har jeg også et par specielle mutationer, som jeg bruger lidt tid på. Det gælder misty, slaty og dominant broget. Alle fuglene har fået spiret frø i over en måned og jeg fortsætter. De fleste par indenfor får redekasse i påskeferien. Udenfor er det planen at have koloniopdræt af sodbrunhovedet, rødhovedet og muligvis jordbærhovedet. Ellers skal den sidste udendørsvoliere bruges til unger og overskudsfugle. I både sodbrunhovedet, jordbærhovedet og rødhovedet har jeg en del godt materiale at arbejde med. Den sorthovedet har jeg kun 4 unger af i grøn. Alt andet er væk. Disse 4 fugle er super kvalitet og skal bare gå og udfarve, og så til september får jeg 4 mere fra nogle af Europas bedste opdrættere. Planen er at lave 3 par, ikke mere, men i super god kvalitet. Min rødhovedet stamme bliver også bare 4-5 par. I sodbrunhovedet grøn har jeg alt det materiale jeg skal bruge, så der skal bare laves nogle unger. Det bliver til 5-6 par i grøn og 4-5 par i misty og dilute. Den jordbærhovedet er min personlige største udfordring. Jeg har gennem efteråret samlet fugle med blod fra Schweiz, Danmark og Tyskland. Jeg samler stadig fugle og venter pt. På 10-12 stk. fra to forskellige tyske stor-opdrættere. Det var kort om min ”vision” og fremtidsmål. Jeg vil smide et nyt indlæg, når redekasserne er sat op og man vil kunne følge nogle udvalgte par, og se hvad det bliver til